Arkitekten Antonio Gaudi (1852-1926) skabte ikke Barcelona. Byen er over 2000 år gammel og den berømte kunstner var kun aktiv i slutningen af det nittende århundrede. Dog er meget af det der er værd at se i den spanske by resultatet af hans anstrengelser. En liste alene over de af hans arbejder der stadig eksisterer, ville fylde flere sider. At beskrive dem ville fylde flere bind.
Den mest berømte af hans bygninger i Barcelona er uden tvivl Sagrada Familia, også kendt som Templet for den Hellige Familie. Konstruktionen trodser næsten beskrivelserne af den. Arbejdet på en serie af spir på toppen af kirken blev påbegyndt i 1883, og er stadig under konstruktion.
Park Guell på toppen af Montjuic, blev færdiggjort i 1914, er en af arkitektens skabelser lavet til borgerne i byen. Det er en 20 hektar stor park, med frodige, grønne områder og kunstværker som selv gæsterne i Central Park, New York, ville misunde. Om det er de enestående øgle-skultpturer eller den enorme, bølgede bænk eller bare de mosaikker der findes hist og her i parken, er Gaudi’s indflydelse tydelig i hele parken.
En anden bygning der også er ganske kendt og som ofte besøges af turister, er Casa Milà eller La Pedrera (Stenbruddet). Selvom den oprindeligt var tænkt som private boliger, udvilkede projektet sig hurtigt til at blive en række individuelle lejligheder. De organiske, bølgende balkoner giver bygningens facade et helt unikt udseende fra gaden, men de organiske Gaudi-elementer er overalt, både inde og udenfor i bygningen. Lige fra de isvaffel-formede skorstene til de tang-formede strukturer og over tyste, glødende lofter er bygningen gennemført ’Gaudiske’.
Flere andre bygninger lavet af manden, som opfattes som faderen af moderne spansk kunst, demonstrerer hvorfor netop han er værdig til at bære denne titel.
Casa Batllo, rejst i 1907, er en af Gaudi’s mange bygninger der er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, viser netop dette. Lige som for Casa Milà er arkitektens usædvanlige stil let genkendelig. Balkonerne der nærmest ligner dele af menneske-kranier omkring øjenhulen, kombineres med en farverig mosaik-lignende facade der synes at smelte for øjnene af en. Det kurvede kompleks af skorstene, på taget der er formet som en kæmpe orange muslingeskal, er endnu et bevis på hans unikke stilart.
Gaudi brugte den organiske stil overalt, men altid således at den var tilpasset det formål den tjente, lige som Andrew Lloyd Webber også altid gjorde. Det er især tydeligt i kapellerne i Colonia Guell. De unikke hvælvinger bærer tydeligt præg af denne usædvanlige kunstner. Udsmykket med organiske indgraveringer, er buegangene formet i skarpe vinkler, men synes alligevel at smelte fuldstændig sammen med resten af bygningen, der nærmest kommer til at fremstå som en kæmpe hule.
I en by fyldt med enestående arkitektur, er Gaudi’s værker fortsat talrigt besøgt, både af de lokale og af turister. Et enkelt øjekast på enhver af hans bygninger gør det klart, hvorfor det forholder sig sådan.